PETER BELLI & DE REJSENDE (Sidste album & tur med bandet) – Lørdag d. 9. dec. 2017 kl. 20.00 – Billetsalget er startet –

Lørdag d. 9. december 2017 kl. 20.00

       

    

Cafeopstilling og balkon.

ANMELDELSE FRA NORDJYSKE:
Ulvens sidste hyl
Peter Belli sagde farvel med en perlerække af hits bag bagkataloget

Helt igennem respektabel. Peter Bellis afskedsturne samler fuldt hus over hele landet. Lørdag aften tog han afsked med publikum i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Og det blev en bevægende afsked med dansk rocks store, gamle statsmand.
FREDERIKSHAVN 17. september 2017

FREDERIKSHAVN: Han har ligesom altid været der. Fra hans gennembrud først i 60’erne som Danmarks første og største pigtrådsidol, men nu er det snart slut.

Peter Belli siger farvel. 28. december i Amager Bio. Så er det slut med Ulven Peter, der kan li’ nam nam…

Lørdag aften gik han på scenen i Det Musiske Hus i Frederikshavn. For sidste gang.

Vemodigt og rørende, stemningsfyldt og rockende. Intimt og nærværende.

Peter Belli har stadig pigtråd på stemmebåndene, og det gamle pigtrådsidol skabte fra første sekund nærkontakt til publikum i Det Musiske Hus.
Stemmen intakt
74 år er han blevet, den gamle rockulv, der for fem år siden var tæt på at sætte træskoene. En alvorlig blodforgiftning i lunger og nyrer sendte Peter Belli til tælling, og vel er han mærket. Af sygdommen og af mere end 50 år i showbusiness. Men hans markante, distinkte, lyse stemme er stadig intakt, og med det godt sammenspillede band De Rejsende som loyal backing leverer dansk rocks ældste statsmand stadig varen her i karrierens efterår.

Foto Mette Nielsen
På setlisten var coverversioner af gamle rocknumre som Rolling Stones’ “Not Fade Away” og “You Better Move On” fra Bellis tidlige karriere, samt flere af Thøger Olesens danske tekster til klassiske Kinks’ og Dylan-sange som “A Well Respected Man/Helt Igennem Respektabel” og “I’ll Be Your Baby Tonight/Jeg Er Din dengse i Nat”.

Vi slap for de mest sentimentale dansktop- og Giro 413-schlagere, og tak for det, men fik “Bliv væk fra vort kvarter”, hans største hit fra dansktop-perioden.

I 1989 fik den gamle provo et regulært comeback med Travellin Wilbury’s “Handle With Care”, “En at Bli’ Som”, et samarbejde med Johnny Madsen, Billy Cross og Nanna under navnet Hobo Ekspressen, et nummer, der stadig står som et højdepunkt til både Bellis og Johnny Madsens koncerter.

Med albummet “Yeah”, der udkom i ´92, var Peter Belli tilbage i rocksporet, blandt andet med Poul Krebs’ vuggende “To til en vals”. Men også “Sylvias Mor” og signaturmelodien “Ulven Peter” vakte genkendelsens glæde i den næsten fyldte sal, der havde svært ved at slippe hele Danmarks “Papa, der kun ka’ li’ rock’n’roll”.

De Rejsende:
Per Løkkegaard, vokal, guitar og kor, Marcus Winther-John, guitar, kor, Troels Skjærbæk, bas og kor, samt Jesper Thomasen, trommer og kor.

Setlisten:
Hvis jeg nu var arbejdsløs
Penge
Heldig
Jeg bli’r din dengse i nat
Not Fade Away
Tommy og Tanja
You Better Move On
Stakkels Kaj
Pause
Ribbet og flået
To til en vals
Ulven Peter
Helt igennem respektabel
En at bli’ som
Sylvias mor
House of the Rising Sun
Papa kan kun li’ rock’n’roll
København fra en DC-9
Ekstranumre:
Rock’n’roll jeg gav dig mine alle bedste år
Bliv væk fra vort kvarter

se video https://www.youtube.com/watch?v=gpFfWa_T3A0

SIDSTE ALBUM & SIDSTE TOUR MED BANDET

Siden dengang i 60erne, hvor det hele startede, har Peter Belli givet tusindvis af koncerter, indspillet mere end 40 albums og kørt et ukendt antal kilometer rundt i landet for at optræde for publikum. Fødselsattesten siger 1943 – og i en alder af efterhånden 73 år, har Peter Belli besluttet sig for at skrue ned for tempoet.

”Hele dette år har vi sat af til at køre Danmark tyndt – og derefter tænker jeg så at køre band-bussen i garage. Jeg har mere eller mindre stået stand by de sidste 50 år, altid klar til spille overalt, hvor de kaldte på mig. Men efter 2017 vil jeg kun spille udvalgte koncerter, hvor jeg føler at sammenhængen er rigtig. Det er hårdt altid at skulle stå klar med et toptunet band – og derfor vil jeg nu sige farvel til den del af karrieren, med en sidste stor tour rundt til spillesteder og festivaler.”

Peter Belli lægger vægt på, at han ikke stopper helt med musikken:

”Det tror jeg aldrig kommer til at ske. For mig er det ligeså naturligt at synge som at trække vejret – og begge dele holder jeg nødigt op med… Men altid at være klar til at rykke ud, det siger jeg farvel til nu og gør det forhåbentlig med nogle fantastiske koncerter med mit dejlige band. Hvad der så sker derefter, det kan kun tiden vise…”

Kort biografi:

Peter Belli er en af de virkelige pionerer i dansk rock. Han fik sit gennembrud i 60erne, hvor han med sit lange hår og en af scenens mest markante stemmer, både blev et af tidens største idoler og nærmest identisk med det man dengang kaldte ”Pigtråd”.

Om sit mangesidede talent har han selv sagt at ”Min lagkage har mange farver”. Yes indeed – for gennem årene har han, udover at være sanger, bl.a. også været en meget brugt skuespiller, været tv-vært, cirkusdirektør og ikke mindst den danske stemme bag figurer som Blæksprutten i Bennys Badekar, Louie i Luftens Helte og Rafiki i Løvernes Konge.

Peter Belli udgav sin første single i 1964, har haft utallige hits igennem karrieren – og er stadig mere levende end de fleste, når han indtager scenerne rundt omkring. Som Gaffa skrev i en koncertanmeldelse i 2014:

”…viste denne aften, hvordan det næsten naturstridigt er muligt stadig at stå som en livsbekræftende performer, der holder klassiske rock’n’roll-dyder i live. Ikke som en kustode, der skuer vemodigt og rutinepræget tilbage på fortidens bedrifter, men som en arketype på en kunstner, der befinder sig bedst på scenen i et vitalt og nutidigt samarbejde med unge musikere omkring sig”,

Med sit stærke unge band, De Rejsende, i ryggen, har Peter Belli de sidste par år nærmest (og nærmest naturstridigt) været bedre end nogensinde på scenen. Poweren og den legendariske vokal står så stærkt som nogensinde – hvad massevis af danskere også kunne opleve ved selvsyn, da Peter Belli i 2012 var del af holdet i den populære tv-serie ”Toppen af poppen”.

Peter Belli fik i 2003 IFPIs ærespris for sin lange og flotte karriere i dansk musik – og i august 2016 fulgte Smukfest op, da de tildelte Peter Belli deres store hæderspris ”Polka Verner Legatet”, bl.a. med ordene:

”Tilnavnet ”Ulven” fik han i 1967 efter et af sine store hits – og netop smidigheden, råstyrken, hylet mod månen og det indædt snerrende, har hans signaturvokal til fælles med rovdyret.”

Live on stage: Peter Belli – the voice, Per Løkkegaard – vokal, guitar/kor, Marcus Winther-John – guitar, kor, Troels Skjærbæk – bas, kor og Jesper Thomsen – trommer.